Landsbyen Højelse ligger ca. 4 km nordvest for Køge i Højelse sogn, Ramsø herred, altså i den sydlige del af Hedeboegnen.
I Hedenold, to årtusinder før Kristi fødsel, boede stenalderens folk på Højelse marker. Der findes stadig vidnesbyrd på vores marker, bakker og i moser. Byen var omgivet af lange kratstrækninger, der skød sig ind mellem bakkerne. Mellem egeris, el, hassel, vildtjørn og eg, der strakte sig fra Assendrup ind over Højelse Mark til nord for byen, har man kunnet høre bjørnenes brummen, uroksens vilde brøl, når ulvene angreb deres kalve, og vildornens truende grynten. Egnens skindklædte jægere lå på lur med buer, pile og takkede harpuner. Hvor byen nu ligger, har der stået tusindårige ege og ude ved Harrekær lå jægernes familiebosteder. I en rest af højskoven hentede provst Kruuse tømmer til præstegårdens ombygning. Da Slaget ved Køge rasede på Ølsemagle mark i 1807, søgte Højelses beboere tilflugt i skoven.
Det ser ud til, at der meget tidligt har dannet sig bronzealderkolonier i egnen syd og sydøst for Højelse ned til Køge, og der er fundet nogle grave gennem tiden. Muligt står det, at det har forbindelse til en indvandring ad søvejen. På denne tid forsvinder stenalderperiodens små bopladser med flettede, lerklinede, bikubeagtige hytter, og de ældste af de nu kendte landsbyer grundes. Blandt disse var Ølsie, nutidens Højelse. Navnet er muligvis i slægt med det oldnordiske navn på den kampglade idrætsgud, Ull, der her udtaltes med ø-lyd, mens ”-ie” er den skånske gængse form for -høje, så navnet Ølsie kan betyde guden Ulls høje. Det gamle Ølsies enemærker strakte sig vel dengang over hele egnen mellem Køge Bugt og den nuværende Ejby skov, flankeret af Køge Å i syd, Kratdraget i nord, nord for Højelse Mark og Skendsved Å. Sandsynligheden for en skånsk indvandring er stor, når man kigger på navnene på byerne i området: Ølsie, Jersie, Grefvie, Hundie og muligt Hærfughlæ, og lyde i det østlige hedebomål pegede i samme retning.
I 1578 fik Højelsefolket sig en forskrækkelse, da en stor flok sigøjnere (dengang kaldet tatere) pludselig viste sig på egnen. De huserede mest omkring Tureby, brænde en gård i Dalby af, og drog nordpå i nordvestlig retning. De første blev set i landet i 1510, hvor de fortalte, de var på bodsvandring, men i 1536 blev de landsforvist og erklæret fredløse. Man fik aldrig bugt med dem, og i 1578 forsvandt de så igen sporløst.
1677 omtaltes en ”Margrethe Krokvinde” i Højelse by, men ellers høres intet om kroer der. Derimod var der en i Lille Skensved, som fik kongelig krobevilling 23. september 1735 og 2. februar 1741. På et kort over Højelse by fra før 1790 er der ingen oplysninger om en kro, men man må gå ud fra, at den har ligget ved vejkrydset i nærheden af kirken, bystævnet og gadekæret, der lå midt i landsbyen (det nuværende gadekær, som i 2007 blev ført tilbage til noget, der ligner det, der var, dengang det blev brugt til vanding af kreaturer, brandslukning osv.). Et gammelt ord siger også, at kirken og kroen ligger tæt på hinanden, så det formodes, at den har ligget på Højelsevej 13. Kroen blev nedlagt i 1880erne, men i dag har vi ”Provsten” på hovedgaden.
Gårdene i Højelse har hørt under mange forskellige bl.a. Kronen, Gisselfeld, Vallø (ca. 1788) og har også været selvejende.
Langt større betydning end alle senere politiske begivenheder fik for vor by de landboreformer, der i tiden før og efter stavnsbåndets løsning blev iværksat. En af de første sager, der kom for, var en ordning af husmandsspørgsmålet. Indtil da havde husmanden mod nogle potter brændevin til bylauget kunnet trygle sig til græsning til en ko eller to på Bymarken, og endelig indså man, at der var grund til at forbedre husmændenes forhold. Vallø stift besluttede sig for at skaffe nogle husmænd jord ved at nedlægge gård III, hvilket fandt sted ca. 1780, og tre nye huse fik jord af gårdens mark. Arbejdstiden ansås dengang for at være 10 timer dagligt.
I begyndelse af det 18. århundrede, hvor riget fattedes penge grundet den nordiske krig, udstedte man 10. april 1719 lodsedler på en del af kronens ryttergods, heriblandt deres tre gårde i Højelse.
Ingen begivenhed ramte i det 17. århundrede egnen så hårdt som Svenskekrigen 1658-59, men der er ingen optegnelser om Højelse by, som, hvad grunden end må være, må være sluppet uden de store skader eller tab. 1788 blev stavnsbåndet ophævet, med aldeles ophævelse 1. januar 1800, men det 18. århundrede var også præget af fattigdom, livet i militsen, og det uendelige slid i marken med ladefogedens pisk over nakken og truslen om en tur på træhesten.
Den sammenbyggede firelængede gård, der blev almindelig efter 1800, var ikke den gængse gårdtype i Højelse. Der fandtes kun en af den slags ved århundredets midte, nemlig gården XII. Alle gårdes stuehuse lå mod nord ud mod Haverne, og væggene var alle lerklinede med støjleværk, og stuehusenes egestolper stod i egefod. Til overtømmer brugtes fyrretræ, og gavlene bestod af halmdukker, der var presset ind over hinanden mellem spær og pindeværk. Disse gavle holdt sig i enkelte af byens huse til omkring år 1900. Overalt var der tækket med halm, som i det 18. århundrede var bundet fast med halmbånd og hasselkæppe. Foruden halmmønning med kragetræer, blev der også anvendt taghustørv, vinduerne var små og fastspigrede, så de ikke kunne åbnes, og ruderne var af buklet, grønt glas. Når fæsterne overtog gårdene, blev bygningerne ofte reparerede.
På den tid gik der mange historier, når mændene samledes om (og sikkert også smagte på) malten. F.eks. drev et hvileløst jagttog sit spil langs Skensved å, og det kom farende op gennem Højelse by, hvor det ved kirken drejede af mod Ølby gennem gården VII og så videre ned ad vejen.
Man hørte om en Højelse-karl, der havde besøgt sin hjertenskær i Jersie, men på vejen hjem fik at se, at Naurbjerghøjen havde rejst sig på fire gloende pæle, mens troldfolk og elverpiger holdt fest derinde. Mosekonens sidste kogledrik måtte holde for i brede strømme. En ond troldkælling kom ud, rakte karlen, der var til hest, en drik i et sølvbæger. Han kastede bægerets indhold bagud, en dråbe faldt på hestens lænd, hvor hårene blev svedet af, og så red karlen i firspring mod Højelse med bægeret, mens troldkællingen for efter ham med en grødske. En anden troldkælling, der var fortørnet over ikke at være budt til fest, råbte til karlen, at han skulle ride på tværs af plovfurerne, for så skulle troldkællingen træde på hver fure, for ikke at gøre korstegn, og derved nåede karlen tids nok op til Højelse og fik kastet bægeret ind på kirkegården i indviet jord. Dermed var han frelst, og bægeret blev alterbæger.
Eller man hørte om, hvorledes dragen i Ejby, efter syv års forberedelser, blev dræbt, og om dens endnu levende mage, der ligger på Ølby ås og ruger over gyldne skatte; om Helhesten, der på tre ben farer præstegården rundt, og som provst Kruuse havde manet ned, eller om Helharen, som den stærke Per Johansen havde jaget en måneskinsnat indtil den, efter at have været sønderskudt tre gange, på kirketårnets trappe vendte sig om mod ham og lo ad ham med menneskestemme. Det skulle være den eneste overmand, Per Johansen havde mødt. I Engelskkrigens tid tog han engang en uvan tyr ved hornene, lagde den på sin ryg, og gik hjem med den!
Sådan gik snakken videre om løst og fast, mens hårene rejste sig på de mørkeræddes hoveder. Sagaerne var med til at vække interesse for svundne tider, og bidrog til at holde en egen romantisk stemning oppe i et for historien begejstret landsbyfolk.
En sandfærdig historie fra nyere tid er om en ungersvend fra Lille Skensved, som havde været på pigebesøg hos en ung pige, der tjente i Højelse. Han lod sin cykel stå ved husgavlen og blev der meget længe, og husbonden undrede sig. Derfor listede han mod pigens værelse, hvor han så, at hun havde herrebesøg. Uden at det elskende par lagde mærke til det, sneg han sig ind og tog den unge mands tøj, som han gik ud og anbragte på møddingen, hvor han gravede det ned i møget. Da tiden nærmede sig, og det var tid til at stå op, og ungersvenden skulle ad Skensved til, kunne han ikke finde sit tøj, så hvad skulle han gøre? Han sprang splitternøgen på cyklen og afsted gik det i Adamskostume mod Skensved. Om han mødte nogen på sin vej, melder historien ikke noget om, men det er jo nok ikke noget, han selv har pralet med, så der er nok nogen, der har fået sig et godt grin og kunne fortælle historien.
Ved gårdene var der som regel brønde med en ringe dybde, og derudover brugte man vandet fra byens to gadekær, Strædeparken nord for byen, og Bornholm midt i byen. Bystævnet lå syd for gadekæret midt i byen, og flere af de sten, der stod rundt om træet, blev brugt til stensætning ved det nærliggende gadekær.
Før udflytningen lå der i alt 13 gårde og 5-6 jordløse huse i byen, og efter udflytningen flyttedes et hus ud på hver markled ved bygrænsen. Tilbage blev kun smedjen, hvor der nu er kirkegård. I 1852 bestemte Vallø stift, at smedjen skulle flyttes grundet fare for kirken ved brand. Bymarkens udskiftning skete i 1790’erne og var fuldbyrdet 1799. Gårdene fik så vidt muligt jord op til byen, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre for bl.a. vores gård nr. VI, som blev flyttet ud på de tildelte lodder og stod færdigbyggede 1805. Alle Højelse bys gårde havde før udskiftningen mark og dele af marker i åsene på Lundagergårdens mark, ligesom Lundagergård havde del i den øvrige jord på bymarken.
I disse år var der stor udflytning fra Højelse, hvor nogle tog til det fjerne udland, bl.a. Sydafrika, Nordamerika, Argentina og Brasilien.
Der herskede fællesskab på næsten alle områder. Når oldermanden tudede i byhornet, samledes bylauget på Bystævnet under den gamle ask, og rådslog om byens anliggender. Oldermandslauget opløstes først i 1911.
Hedeboegnens beboere var humoristisk anlagte og med et lyst sind, og der blev afholdt en del fester i forskellige anledninger. Nationaldragterne blev luftet, og festerne havde megen lighed med de fester, der stadig afholdes i Sverige. Det siges, at der var megen idyl over de gamle fester, som heldigvis er optegnet, så fremtiden kan se, hvordan de blev afholdt.
Hedebosyningen, der også har hjemme her på egnen, er meget gammel, hvilket ses af et i Rigsarkivet opbevaret brev fra år 1529, hvor hedebosyningerne omtales med alle deres finurligheder i udformningen. Hedebopigerne syede på deres håndarbejder i hver en ledig stund, og når de var færdige, blev resultaterne lagt i de store egekister, og ved festlige lejligheder blev de også brugt til ophæng på vægge og himmelsenge, ligesom de store chemisekraver blev båret udenpå damernes grønne trøjer. Pigerne blev meget ansete, jo mere syarbejde, de havde udført på deres kreationer. Hen i 1900-tallet var livet ofte i grønt, blomstret silketøj. Til Hedeboegnens brudedragter anvendtes sort, uldent atlask eller blomstret damask. På hovedet bar bruden et nakkestykke med forskelligt farvede perler og røde silkebånd. Sidste gang, nationaldragterne blev båret i større udstrækning ved højtidelige lejligheder, var ved sørgehøjtideligheden over de faldne i 1864 i Højelse kirke. Moderne fra byerne gjorde sig gældende, og i tresserne gik de af med sejren. Op til 1940 siges det, at Lundagergårdslægten havde bevaret adskillige af de gamle Hedebodragter.
I datidens bøndergårde kom man fra gårdspladsen ind i forstuen via halvdøre. Dernæst kom dagligstuen med sine langborde og foldebænk, der stod mellem bordene eller, hvis der kun var et bord, mod gulvet. Ved den øverste bordende stod gåsebænken, som var stuens hædersplads. I den lå gæs og høns, når de skulle ruge de tidlige kuld ud, og om vinteren kunne det også ske, at gæssene fik nattelogi deri. Bænkens skydelemme var forsynede med lufthuller, der var store nok til, at en ondskabsfuld gase kunne få hovedet ud at bide husets intetanende hædersgæst ganske eftertrykkeligt i læggen. På bænken mod væggen stod hjørneskabet med klukflaske, salmebog og så videre. Et par store himmelsenge, hvori der var hampedyner, fyldte op ved stuens anden side, modsat langbænkens væg, og i det 18. århundrede fik de fleste gårde en bilæggerovn. Under loftet hang den skålformede, osende tranlampe, hvis man ikke foretrak at nøjes med et tællelys i træstage. Malmlysestagerne kom kun på bordet på de højhellige aftener i julen eller ved familiefester. Under loftet langs bjælkerne var der hylder til opbevaring af husets genstande, som ikke altid blev vasket rene, men blot blev slikket af efter hvert måltid. Den øvrige rengøring stod fluer for. Lergulv var almindeligt overalt, og først i 1850’erne begynder trægulvene rigtigt at vinde indpas.
Et stort hestehold var nødvendigt med alle de tunge arbejdsredskaber, markarbejdet og transport af udbytte fra markerne. Koholdet var ikke stort grundet mangel på foder, og kvægsygen vanskeliggjorde det i høj grad også. Med undtagelse af vognhestene, gik de andre ude til de kom hjem med sne på ryggen. De gik i græsmarken ude ved Kirkeskoven, når de ikke var sat på græs på de omliggende byers store enge. Det kunne ske, de fik udlængsel, og brød ud af Fælleden og stak af mod by og de hjemlige græsmarker. Der blev stor opstandelse i landsbyerne, når man en sommermorgen så et syn af hundreder travende eller galopperende unge heste, som for henover markerne, hvor det gik ud over afgrøderne. Om hesteholdet i det 17. århundredes midte siges det, at være i gennemsnit 11 heste mod 5 på de samme gårde i 1895. I 1745 kom kvægsygen, som stammede fra Rusland og Asiens stepper, som i den kommende tid kom til at koste meget af kvæget livet. I 1770’erne hærgede pesten igen og krævede store ofre landet rundt. Også blandt hestene herskede der til tider stor sygelighed.
Svineholdet var alle dage store på egnen, hvilket nok skyldtes den store adgang til oldenfoder i de omkringliggende skove.
Hos gårdmændene var der i 1787 ansat 17 tjenestefolk, 8 karle og 9 piger. Mere end en eller to har der ikke været på en gård, og i flere tilfælde har voksne børn erstattet tjenestefolkene. Som regel var der mellem 3 og 5 voksne personer til at forestå en gårds drift. I husmandsfamilierne var der ingen hjemmeboende børn over 14 år. På gårdene var der en hel del børn og unge fra opfostringshuset i København. De arbejdede som tjenestefolk på gårdene og er medregnet til denne gruppe. Børn og plejebørn i alderen 11-13 år har sikkert også været med i det daglige arbejde.
Hver gård havde sin mark spredt i ca. 70 forskellige agre, hvorpå pløjning, såning og høst skulle foregå, når det var vedtaget på bystævnet. Godserne klagede hyppigt over alt det træ, der blev fældet for at lave de gærder, der omkransede de forskellige markstykker. Jorden var mere præget af ler end muld og egnede sig derfor bedst til dyrkning af hvede, byg, ærter og havre samt kløver, hvilket Vallø stifts store omsorg for kløveravlens fremme kort efter år 1800, støttede, så der var frodige kløvermarker omkring Højelse. Endnu ved tiden omkring 1840 var hjulploven med et forspand på 4-6 heste almindelig. Den lettere hjulplov til 2 heste, vandt kun langsomt frem i tiden omkring 1840. Omkring 1850 gik svingploven endelig af med sejren. Snart begyndte de store merglingsarbejder, der gav jorden kræfter til det vældige opsving i korndyrkningen i 70’erne. Samtidig blev engene lagt under plov, markerne blev drænede, og bymarkens gamle udseende var ved år 1900 omtrent gået i glemme.
Det, der i den sidst halvdel af det 18-århundrede gjorde det dybeste indtryk, var krigen i 1864. Efter kongens død 15. november 1863, kom indkaldelserne til krigen. Dette år blev der ikke, som vanligt, holdt fastelavnssøndag. Dannevirke var blevet forladt uden kamp, da hæren havde måttet åbne vejen til Sønderjylland for fjenden. Til denne krig, slap nogle af Højelses herrer ikke for at blive indkaldt, og måtte kæmpe mod tyskerne. Især Peder Larsen bliver meget omtalt, og han var på en del af skanserne, og overlevede krigen i modsætning til andre af Højelses soldater. I kirkens våbenhus er der en mindetavle over to faldne ved Dybbøl.
Næst efter krigen 1864, vakte stormfloden i 13. november 1872 mest opmærksomhed. I den forbindelse blev Køge og Ølsemagle by omringet af vandet, og flere fra både skibe og landjord døde i forbindelse med stormen.
I 1890’errne var det overgangstid, hvor leen blev afløst af landbrugsmaskinerne, tærskeværkerne blev afløst af damptærskemaskiner, vindmotordrivkraft afløste hyppigt hånd- og hestekraft, telefonerne holdt deres indtog, bageovne og byggekedler forsvandt, rokken blev sat på loftet, hørren forsvandt fra markerne, fåreholdet blev indskrænket til mindst mulige, og man gjorde for den større behageligheds skyld, sig afhængig af den ene industrigren efter den anden. I årene omkring århundredeskiftet, var egnen stærkt præget af det militære liv, især grundet det bakkede terræn, hvor der blev afholdt militærmanøvrer.